Klubmagasin Tæt på FHK okt 26 - Flipbook - Page 32
»Der er jeg ikke bange for at sige:
ˮDet er mine kemokrøllerˮ. Jeg er
meget åben omkring det, fordi jeg
synes det er vigtigt at fortælle.«
»Under min kemobehandling har
jeg ikke været bange for at vise
mig frem. Det var lige meget for
mig om det var med eller uden
hår. Jeg har faktisk været meget
træt af de turbaner, fordi de er så
varme at have på. Jeg har altid
spurgt, når jeg var et sted, om de
var ok med, at jeg tog den af,
fordi der er mange, der ikke
bryder sig om det og det skal der
være plads til. «
Den dag i dag møder hun også
stadig bekendte, der ikke har hørt
om
hendes
sygdom
og
komplimenterer ˮden nye frisureˮ:
FHK BLEV ET FRIRUM
Midt i behandling, undersøgelser
og en hverdag præget af sygdom
blev FHK-fællesskabet et sted,
hvor der også kunne være plads
til noget andet.
Carina fortsatte i første omgang
som
som træner, men måtte senere
trække sig, da det blev for meget.
Da hun følte sig klar og begyndte
at
vende
tilbage
på
trænerbænken, oplevede hun, at
der var plads til at hun kunne
gøre det på sine egne præmisser.
TÆT PÅ FHK | SIDE 32
Åbenheden fortsatte også, da
kemobehandlingen begyndte at
kunne ses og for Jeanette blev
det vigtigt, at hun ikke gemte
sygdommen væk:
